Jeg når til et kvarter med stejle, tætbegroede haver, hvor grantræer og husløg side om side ligger i dvale under sneen. Jeg ser hans spor. Ved at følge dem, finder jeg ud af, at han næsten er nået hjem igen af sig selv. Men selv om døren er lige dér og på vid gab, er han genstridig og laver spor i hele haven, før det endelig lykkes mig at genne ham ind ad døren.
Det er sommer. Jeg skal ud at rejse. Turen går med tog, et vaskeægte, perfekt skinnende, farverigt og pompøst damplokomotiv. Men jeg har været sent på den og får ikke den plads, der til at starte på var blevet mig tildelt. I stedet finder man et tomt sæde til mig i den forreste kupé, i selve lokomotivet.
Jeg planter min mørkegrønne lakkuffert på bagagehylden og tager selv plads, mens lokomotivet svinger lystigt derudaf.
Det er varmt udenfor. Landskabet er vidstrakt og tomt, men langt væk kan man se bjergene, og det er dem, vi er på vej mod.
Tagvinduerne står åbne, så jeg kan høre verden suse forbi. På et tidspunkt kører vi gennem en tunnel, og jeg hænger nærmest oppe under loftet og føler mig, som var jeg med i en western, hvor skurkene skal gemme sig på togets tag og dukke sig, når tunnellen nærmer sig.
Vi når frem, og jeg indser, at jeg nok har været togets ældste passager, eftersom alle andre snildt kunne gå for at være under 15.
Jeg glemmer i forvirringen at gribe min kuffert og håber, at en af stewarderne vil tage den med ud, ligesom de er i gang med at tømme togets større bagageenheder for indhold.
Det er som at være på lejrtur. Alle render rundt oven i hinanden og prøver at finde ud af, hvilken sovepose, der tilhører hvem.
Jeg finder den militærgrønne, som jeg har lånt af min stedfar. Jeg ved ikke, i hvilken sammenhæng jeg vil få brug for den.
