Toget

Der er sne på jorden. Skurk er stukket af hjemmefra igen. Jeg går rundt derude i det hvide og kalder på ham.
Jeg når til et kvarter med stejle, tætbegroede haver, hvor grantræer og husløg side om side ligger i dvale under sneen. Jeg ser hans spor. Ved at følge dem, finder jeg ud af, at han næsten er nået hjem igen af sig selv. Men selv om døren er lige dér og på vid gab, er han genstridig og laver spor i hele haven, før det endelig lykkes mig at genne ham ind ad døren.

Det er sommer. Jeg skal ud at rejse. Turen går med tog, et vaskeægte, perfekt skinnende, farverigt og pompøst damplokomotiv. Men jeg har været sent på den og får ikke den plads, der til at starte på var blevet mig tildelt. I stedet finder man et tomt sæde til mig i den forreste kupé, i selve lokomotivet.
Jeg planter min mørkegrønne lakkuffert på bagagehylden og tager selv plads, mens lokomotivet svinger lystigt derudaf.

Det er varmt udenfor. Landskabet er vidstrakt og tomt, men langt væk kan man se bjergene, og det er dem, vi er på vej mod.
Tagvinduerne står åbne, så jeg kan høre verden suse forbi. På et tidspunkt kører vi gennem en tunnel, og jeg hænger nærmest oppe under loftet og føler mig, som var jeg med i en western, hvor skurkene skal gemme sig på togets tag og dukke sig, når tunnellen nærmer sig.

Vi når frem, og jeg indser, at jeg nok har været togets ældste passager, eftersom alle andre snildt kunne gå for at være under 15.
Jeg glemmer i forvirringen at gribe min kuffert og håber, at en af stewarderne vil tage den med ud, ligesom de er i gang med at tømme togets større bagageenheder for indhold.
Det er som at være på lejrtur. Alle render rundt oven i hinanden og prøver at finde ud af, hvilken sovepose, der tilhører hvem.
Jeg finder den militærgrønne, som jeg har lånt af min stedfar. Jeg ved ikke, i hvilken sammenhæng jeg vil få brug for den.

En nat i Århus

Jeg var hos D, da jeg opdagede, at jeg ikke var den eneste inviterede. Jeg sneg mig ud meget tidligt. Det var stadig mørkt. Naboen havde ladet alle indgange lavet af glas stå åbne. Jeg tænkte på at gå derind.

Ude i regnen i gruset på vejen fandt jeg K's jakke. Jeg troede et øjeblik det var min. Men nu var den krøllet og beskidt, så jeg lod den ligge. Men hendes taske var der også. og jeg havde allerede fingrene dybt begravede i hendes pung, før det gik op for mig, hvad jeg lavede.

Morgenen var grå. og det blev værre i takt med, at alt blev lysere. I mylderet mødte jeg A i sin frakke og grå hue. Et kram og et gensidigt "vi ses i morgen". Og jeg gik videre.

På arbejdet var der problemer. Og rod. Jeg talte med en meget vred far, som klagede over, at hans datter var blevet irettesat i forhold til sin samling af farverigt tyggegummi, som var allesteder at finde.
"Hun må have alt det tyggegummi, hun vil," sagde jeg. "Det skal bare ikke ligge ud over hele gulvet."

Det hjalp ikke. Han var lige rasende, og vi endte med at stå og råbe ad hinanden, til vi var røde i hovederne og for øjnene af alle andre.

Manden i skoven

Det er ved at være sidste chance for at fange en forestilling på Busbjerg. Så jeg er der, men jeg får aldrig set stykket. Jeg har en balkjole af en nederdel på, i en fin, mintgrøn farve.
Men tiden er gået, og jeg skal nå et tog. Klokken er blevet mange, og solen, mens den går ned, maler værelset orange. Jeg forsøger febrilsk at pakke mine ting, mens tiden slipper gennem mine fingre.

Pludselig står min mor der og siger, at hun nok skal køre mig. Jeg har ikke travlt længere, men stressen sidder stadig i mig. Jeg siger, at vi skal skynde os!

Men vi når aldrig til toget. For jeg er på Busbjerg. Det er en vidunderlig og bestemt en magisk sommeraften i skoven. Skuespillerne er der. Jeg kender ingen af dem, sådan rigtigt.

Og så bliver mit blik fanget af den her mand. Han er høj, har halvlangt brunt bølget hår og øjne, der passer til. Hans arme er markerede under den gule t-shirt, og på hagen har han et spøjst lille gedeskæg.
Han smiler til mig.

Alt hvad der hedder stress og tid bliver glemt. Vi leger i skoven, allesammen, og det er den bedste sommernat, for der bliver aldrig rigtigt mørkt eller koldt. Vi klatrer i træer, jagter hinanden, sprøjter vand på hinanden, griner, og er bare to voksne, der er blevet enige om at være børn sammen lidt.

Jeg rører ved ham. Hans øjne blinker til mig. Og vi smiler.

En helt normal nat

Jeg ryger min cigaret nr. 2 uden overhovedet at mærke noget, og da jeg opdager, at det ingen effekt har, tager jeg hul på nr. 3.

Det er min brors fest. Han er blevet student. Min far er der. Han er ikke inviteret, og jeg har ikke talt med ham i 2½ år.

Uden varsel tager han fat i mig. Først er jeg lille og ubeskyttet og vil bare gerne have, at min far holder om mig. Men så vil han snakke. Han griber min arm og vil trække mig væk, og jeg går med, men pludselig er væk ikke bare væk fra de andre. Min far bortfører mig.

På en eller anden måde er vi endt på taget. Jeg ved ikke hvordan, men vi kommer højere og højere op, og jeg kan mærke tagstenene giver efter under os. Jeg er rædselslagen. Jeg skriger, at han skal give slip.

Men han er efterhånden lige så desperat som mig.