Manden i skoven

Det er ved at være sidste chance for at fange en forestilling på Busbjerg. Så jeg er der, men jeg får aldrig set stykket. Jeg har en balkjole af en nederdel på, i en fin, mintgrøn farve.
Men tiden er gået, og jeg skal nå et tog. Klokken er blevet mange, og solen, mens den går ned, maler værelset orange. Jeg forsøger febrilsk at pakke mine ting, mens tiden slipper gennem mine fingre.

Pludselig står min mor der og siger, at hun nok skal køre mig. Jeg har ikke travlt længere, men stressen sidder stadig i mig. Jeg siger, at vi skal skynde os!

Men vi når aldrig til toget. For jeg er på Busbjerg. Det er en vidunderlig og bestemt en magisk sommeraften i skoven. Skuespillerne er der. Jeg kender ingen af dem, sådan rigtigt.

Og så bliver mit blik fanget af den her mand. Han er høj, har halvlangt brunt bølget hår og øjne, der passer til. Hans arme er markerede under den gule t-shirt, og på hagen har han et spøjst lille gedeskæg.
Han smiler til mig.

Alt hvad der hedder stress og tid bliver glemt. Vi leger i skoven, allesammen, og det er den bedste sommernat, for der bliver aldrig rigtigt mørkt eller koldt. Vi klatrer i træer, jagter hinanden, sprøjter vand på hinanden, griner, og er bare to voksne, der er blevet enige om at være børn sammen lidt.

Jeg rører ved ham. Hans øjne blinker til mig. Og vi smiler.